Helle Sparwath - laborant i laboratoriet for drikkevandskvalitet i Valby
Kvaliteten i fokus Jeg arbejder i laboratoriet for vandkvalitet, hvor vi dagligt undersøger drikkevandets kvalitet. Som laborant er jeg med til at sikre, at vandet lever op til de strenge krav, der er til drikkevand. For at sikre dét, tester jeg, at de vandprøver vi får ind, er som de skal være. Det har vi nogle helt specifikke retningslinier for.
Spændende arbejdsopgaver I Københavns Energi tager vi hver dag mange prøver af vandet. Det gør vi for hele tiden at sikre, at kvaliteten er i top. Jeg starter typisk min arbejdsdag med at gennemgå de vandprøver, som vi har modtaget dagen før. Det vil sige, at jeg undersøger kvaliteten af de forskellige prøver.
Derudover laver jeg bl.a. prøvetagningsudstyret klar til min kollega, som tager vandprøverne rundt omkring på vandværker og i vores net af vandledninger. I løbet af en arbejdsdag bliver det til mange forskellige typer prøver, som jeg beskæftiger mig med, og som jeg undersøger på forskellig vis. Det synes jeg er rigtig spændende.
Fleksibilitet i arbejdsdagen I mit arbejde har jeg opnået en stor viden om vand og vandkvalitet. Og jeg har fået kompetencer som jeg kan bruge, hvis der fx opstår en situation, hvor jeg hurtig skal tage stilling til, hvad der skal gøres, hvis en prøve kræver nærmere undersøgelser. Det jeg især kan lide ved mit job, det er, at jeg har mulighed for selv at tilrettelægge mit arbejde. På den måde er der en del fleksibilitet i min arbejdsdag. De prøver, der kommer ind, skal jeg selvfølgelig nå samme dag. Men jeg oplever, at der er tillid til, at jeg laver et godt stykke arbejde, og det synes jeg er rart.