Hvorfor Bygas2 - En økonomisk og miljørigtig løsning
Sundby Gasværk på Amager er opført i 1960’erne og var delvist baseret på ældre teknologi, som er både kompleks og dyr i drift. Anlægget kunne køre videre i endnu 25-30 år, men det ville kræve en omfattende og dyr renovering. Ved at gå over til Bygas2 med et nyt og mindre produktionsanlæg har vi opnået både energi- og driftsbesparelser.
Bygas2 er mere miljøvenlig end både el og den gas vi anvendte tidligere. Når vi tidligere fremstillede bygas på Sundby Gasværk, skete der et energitab på 12-13 procent. At fremstille Bygas2 er langt mere enkelt og der sker ikke noget energitab undervejs i forløbet: Bygas2 fremstilles mere miljørigtigt, enklere og billigere end den gamle bygastype.
Vi bruger mindre energi til at fremstille Bygas2 Den gamle bygas, som har den tekniske betegnelse spaltgas, bliver fremstillet under høje temperaturer. Bygas2 kræver ingen opvarmning. Vi bruger kort sagt mindre energi med Bygas2 og det er godt for miljøet - og for økonomien.
Bygas2 fremstilles ved at blande naturgas og luft i et 50/50 blandingsforhold. Processen foregår i et ejektoranlæg, hvor der suges luft ind i naturgassen. Den tekniske betegnelse for Bygas2 er derfor naturgas/luft.
Hvorfor ikke naturgas eller el? En samlet overgang til ren naturgas eller til el ville være langt dyrere. Hvis vi i stedet for Bygas2 havde valgt at satse på ren naturgas, skulle en del af vores gasledningsnet sandsynligvis renoveres, fordi naturgassen har et højere gastryk. Med Bygas2 kan vi genbruge det eksisterende ledningsnet, da trykket er det samme som med spaltgas. Derfor har langt de fleste af vores kunder kunnet beholde deres komfurer og andre gasapparater.
Selv hvis du er en af dem, der har været nødt til at købe et nyt gaskomfur, er der økonomiske fordele ved at gå over til Bygas2. Hvis vi helt droppede bygassen og gik over til el, skulle alle have nye el-komfurer, el-nettet skulle udbygges, og mange skulle have forstærket deres egne el-installationer.
Udgiften til nyt elkomfur, kogegrej og installationer ville for den enkelte kunde være højere end udgiften til nyt gaskomfur. Hertil kommer de problemer, det ville give for de cirka 2.000 gas- og varmekunder samt restauranter, vaskerier og andre virksomheder, som står for halvdelen af det samlede gasforbrug.
Bygas2 sparer atmosfæren for 6.000 tons miljøskadelig CO2 om året Med den nye Bygas2 vil udledningen af CO2 (kuldioxid) falde med 6000 tons og SO2 (svovldioxid) med 2 tons om året, hvis københavnerne bliver ved med at bruge samme mængde gas som i dag. Udledningen af NOx (kvælstofilte) vil stige en smule – nemlig med 11 tons om året, men udgør stadig en meget lille andel af den samlede udledning i Danmark på150.000 tons.
Der skal heller ikke bruges elektricitet til at pumpe Bygas2 ud til forbrugerne, sådan som vi gjorde med den tidligere bygas. Ved at gå over til Bygas2 stammer CO2-udledningen udelukkende fra brugen af gas ude hos forbrugerne.
Med Bygas2 er bygassen blevet endnu mere miljørigtig
Vi har gjort det nemt at være gas-, vand-, varme- og afløbskunde: