Langt størstedelen af det grundvand, vi pumper op, er så rent, at det kan anvendes til drikkevand uden anden behandling end iltning og filtrering.
Vi indvinder grundvand fra over 510 indvindingsboringer fordelt på 49 kildepladser. Boringernes dybde varierer fra 20 til 100 meter afhængig af jordlagenes beskaffenhed og vandføringsevne og af grundvandets kvalitet.
Grundvandet indvindes fra de dybereliggende kalk- og sandlag. Grundvandet befinder sig i små hulrum nede i jorden. Når hulrummene er vandfyldte, og jordlagenes sammensætning muliggør vandindvinding, kaldes det et grundvandsmagasin.
Grundvand er ikke i samme grad som overfladevand (fx søvand) udsat for at blive forurenet, da det normalt ligger langt nede under jordoverfladen og er godt beskyttet. Jordlagene virker som et effektivt filter, der fjerner både naturlige stoffer og en stor del af de miljøfremmede stoffer. Samtidig bliver det renset for skadelige bakterier. Grundvandet får ved passagen gennem de geologiske lag en konstant temperatur på cirka 8°C.