Privat  Erhverv  Presse  Job  Skole  Om os  Miljø og Klima

Hvad skal du være opmærksom på ved skybrud

Under og efter kraftige skybrud skal du være særligt opmærksom på kloakdæksler, damp og kloakvand.

Pas på åbne kloakdæksler
Ved kraftige skybrud kan kloakdæksler blive presset op af de enorme lufttryk, der opstår i kloakken. I sådanne tilfælde, skal trafikanter og fodgængere være opmærksom på åbne kloakdæksler.

Det kan være en farlig situation, når der er hul ned til kloakken. Københavns Energi opfordrer derfor bilister, cyklister og fodgængere til at se sig ekstra grundigt for, når det regner kraftigt. Hvis en bil eller cykel kører ned i en åben kloak, kan det medføre ubehagelige skader på både ”fartøj” og person. De ubehagelige konsekvenser er dog størst for fodgængerne, som kan falde ned i hullet og drukne.

Københavns Energi udskifter løbende gamle dæksler. Siden 2006 er flere dæksler blevet erstattet med låste og hængslede dæksler. De låste dæksler kan ikke springe op og kan kun åbnes med særligt værktøj, og de hængslede klapper straks i, når trykket nede fra kloakken har fortaget sig. Udskiftningen går dog ikke så hurtigt, og derfor prioriterer Københavns Energi at sætte sikkerhedsgitre under de eksisterende dæksler i parker og på de grønne områder, hvor det kan være svært at se hullerne, og hvor risikoen for skade på menneskers liv og helbred er størst.

Kontakt os, hvis et dæksel er sprunget op
Vi vurderer løbende, om der skal monteres flere hængslede dæksler, så derfor vil vi gerne have besked, hvis et dæksel er sprunget op. Københavns Energis Vagtstation kan kontaktes på tlf. 3888 2424 eller email: ke-vagtstation@ke.dk.

Pas på brandvarm damp
Efter store skybrud kan der opstå damp fra kloakken. Dampen skyldes, at der løber regnvand ind i de såkaldte varmekamre, som er placeret rundt om i byens gader.
Varmekamre er underjordiske rum på fire til 120 kvadratmeter, hvor der ligger fjernvarme- og dampledninger, og hvor Københavns Energi kan åbne og lukke for varmen til forbrugere og bydele. Hvis regnvand finder vej ned til de varme rør i kamrene, fordamper det. Og derfor kan man efter voldsomme skybrud opleve, at det damper voldsomt fra ristene ved kamrene.

Dampen kan være meget varm – mere end 100 grader celsius. Derfor skal man som fodgænger og cyklist undgå at passere dampen og holde god afstand. I særlige uheldige situationer kan dampen nemlig give forbrændinger på fx bare ben eller arme.

Læs mere om dampen

Pas på kloakvand
Ved kraftige skybrud kan der være risiko for at de københavnske kloakker ikke kan rumme de ekstreme vandmasser. I sådanne tilfælde kan kloakvand og regnvand strømme op gennem afløb i byens mange kældre. 

Oprydning efter kloakvand skal håndteres forsigtigt, da kloakvand indeholder en lang række smittefarlige bakterier og et uoverskueligt antal kemiske stoffer. Passer man ikke på, kan kontakt med kloakvand medføre sygdomme, infektioner og i værste fald døden. Det er derfor vigtigt ikke at være i direkte kontakt med kloakvand. Ved oprydning af kældre skal du derfor altid iføre dig støvler og langskaftede handsker der sikrer, at vandet ikke kommer i kontakt med huden.

Læs om håndtering af kloakvand hos Sundhedsstyrelsen


Vi har gjort det nemt at være gas-, vand-, varme- og afløbskunde:

Følg dit forbrug
Aflæs din måler
Ret kundeoplysninger
Meld flytning
Se dine regninger
Københavns Energi A/S | Ørestads Boulevard 35 | DK-2300 København S | Tlf.: 3395 3395 | Vagtstation tlf.: 3888 2424 | Vilkår